Referat fra generalforsamling i Denmark Lesotho
Network den 17. april 2010
Dagsorden:
A) Valg af dirigent og
referent
B) Beretning fra bestyrelsen
C) Beretning fra
arbejdsgrupper
D) Aflæggelse af regnskab
E) Indkomne forslag
F) Vedtagelse af budget
G) Valg af bestyrelse og
revisorer
H) Eventuelt
Deltagelse:
Helga Højsager, Ditlev Krause, Karen
Steffensen, Anne Andersen, Bodil Mathiassen, Anna-Marie Haslund,
Michael Hansen, Grethe Winkler Jørgensen, Anders Hedegaard, Signe
Hedegaard, Max Schrøder, Anders Foghsgaard, Claus
Løschenkohl.
Generalforsamlingen blev afholdt i
Odense.
Ad A) Valg af dirigent og
referent
Formand Helga Højsager bød velkommen
til generalforsamling 2010 i Denmark Lesotho Network.
Formanden gennemgik dagens program og
tidsplan, der bl.a. inkluderede tid til fremvisning af billeder
og et mundtligt referat fra Lesotho forundersøgelsesrejsen
foretaget i februar 2010 i forbindelse med projektforberedelse
vedrørende samarbejdet med DPE (Development Peace and
Education).
Bestyrelsen foreslog, at Anna-Marie
Haslund og Max Schrøder delte opgaven som dirigentpanel, og at
Claus Løschenkohl og Anders Foghsgaard tog opgaven om at
udarbejde referat fra mødet. Der var ingen protester og
alternative forslag, så alle blev valgt.
Herefter tog Anna-Marie ordet. Takkede
for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt
varslet og dermed beslutningsdygtig i overensstemmelse med
vedtægterne.
Ad B) Beretning fra bestyrelsen
Helga Højsager gav et referat af den
skriftlige formandsberetning, som alle medlemmer har fået
tilsendt sammen med indkaldelse til generalforsamling. Helga
fandt at der kunne ses tilbage på et spændende år, selvom
starten på perioden havde været lidt svær, uden konkrete projekter
og opgaver osv. En eftersøgning efter studerende havde givet
god respons, og 3 studerende havde sammen med andre eksterne og
interne kræfter givet ny energi til 2 arbejdsgrupper, der med
baggrund i et foreslået partnersamarbejde med RSDA og DPE, og
i dialog med Projektrådgivningen, havde resulteret i at begge
projekter havde fået tilsagn om tilskud til
forundersøgelsesaktiviteter. Aktiviteterne inkluderer at enkelte af
projektgruppernes deltagere foretager besøg hos
partnerorganisationerne med henblik på udarbejdelse af de endelige
projektansøgninger til Projektrådgivningen.
Forundersøgelsesrejsen vedrørende DPE
blev foretaget i februar 2010. Helga havde deltaget i rejsen
og uddybede med et referat om rejsens forløb og resultater.
Der blev senere i mødets forløb tid til at se billeder fra
besøget i Lesotho og få en uddybende diskussion om
partnerorganisationen og situationen i Lesotho.
DPE arbejdsgruppen havde fået opfyldt formålet med
projektrejsen, og en projektansøgning for det
første projektår, kr. 489.000, - er netop indsendt til
Projektrådgivningen.
Formandsberetningen omtalte endvidere
bestyrelsens øvrige aktiviteter med projektarbejde, deltagelse i
informations- og netværksarbejde, fundraising m.v.
Arbejdsgruppernes rapportering var det følgende punkt på
dagsordenen.
Formandsberetningen kunne herefter
godkendes.
Ad C) Beretning fra arbejdsgrupper
Kapacitetsopbygning på
lokalniveau, projekt med RSDA
Rural Selfhelp Development Association
(RSDA) er en landbrugsorganisation som DLN tidligere har
støttet med kapacitetsopbygning og etablering af vandtanke. En
ny samarbejdsfase er under forberedelse. Anders Hedegaard
orienterede om arbejdsgruppens arbejde siden et stormøde med
udvidet deltagelse og fornyet energi havde fået sat skub i
dialogen med Lesotho partneren og Projektrådgivningen. Det er
hensigten at udarbejde et 2 års projektforløb.
Projektrådgivningen har givet
bevilling til forundersøgelsesarbejdet der bl.a. inkluderer at
Signe(for egen regning), Anders og Max tager til Lesotho i
begyndelsen af maj 2010. Anders understregede, at det er
vigtigt at nogle af de nye i gruppen, ved besøg, får føling
med projektet og partneren i Lesotho.
Fundraisinggruppen:
Anders Foghsgaard orienterede om arbejdsgruppens indsats med at
søge Tipsmidler fra Kultuministeriet til et mindre
vandtank-projekt med BAG (Berea Agriculturel Group). Ansøgningen
inkluderer også tilskud til en DLN anskaffelse af en
mini-computer. Det samlede ansøgte beløb er 52.000, - kr. svar
forventes i løbet af juni 2010.
Arbejdsgruppens medlemmer har deltaget
i flere af Projektrådgivningens fyraftensmøder, og der er
erkendt et behov for en afklaring af information og
arbejdsfordeling mellem DLN bestyrelsen og arbejdsgruppen,
der ikke oprindeligt havde set det som sin opgave at blive
"projektbærende" som det nu er sket med BAG projektet.
Opfølgning og dokumentation af projektresultater forventes i dette
tilfælde at blive foretaget ved hjælp af deltagelse af en af
Anders' tidligere kollegaer, der nu bor i Lesotho.
Fundraisingsgruppen opfordrer til
sikring af ensartede krav til DLN samarbejdsorganisationer med
hensyn til rapport, regnskaber osv.,
uanset finansieringskilde. Fundraisinggruppen fortsætter sit
arbejde og er parat til at modtage nye ideer og
forslag.
Ungdomsgruppen
Anna Marie Haslund orienterede om sine
samtaler med mange af de unge hun havde haft lejlighed til
at møde. Hun konkluderer, at der ikke p.t. er behov for en
selvstændig ungdomgruppe, men foreslår, at der sendes
invitationer ud, når der er noget for dem at deltage
i.
Generalforsamlingens forældre kunne
tilslutte sig konklusionen. Der er ikke behov for netværk
mellem danskere. De unge tager selv kontakt med deres
Basotho/Mosotho venner (Facebook). Måske kan foreningens
hjemmeside bruges på en eller anden måde? En deltager opfordrede
bestyrelsen til at tage emnet op en gang imellem, og også gøre
det klart at de ville være behjælpelige med at skabe en evt.
nord-syd kontakt.
Lumela og
hjemmesiden:
Anne Andersen orienterede om arbejdet med nyhedsbrevet
(Lumela.dk), der udkommer 4 gange om året.
Hun nævnte at det er spændende folk,
der skriver i bladet, og at mange er glade for de gode billeder.
Bladet udkommer i samarbejde med Peter Rathmann der bl.a.
oversætter mange tekster. Bodil Mathiasen læser korrektur på
engelske tekster.
Om hjemmesiden samarbejder Anne med en
ung mand, der er meget vidende. Han har udarbejdet hjemmesiden
og giver support efter behov. Det lærer Anne meget af. Anne er p.t.
den eneste der kender password til at gå ind og ændre på
hjemmesiden. Bestyrelsen har en opgave i at finde ud af, hvem der
skal kende password, og evt. have hel eller delvis kompetence
til at foretage ændringer af hjemmesiden.
Under dette punkt orienterede Helga om
et forslag fra Lesotho besøget (Shale) om, at DW
(Development Worker) skal være opmærksomme på at dele, eller
give tilbage, den viden de har fra det tidligere arbejde
i Lesotho. En viden der måske ikke længere er til stede hos
samarbejdspartneren i Lesotho, og derfor kun kan kendes, hvis
den bliver genetableret ved hjælp af den tidligere DW.
Generalforsamlingen drøftede herefter
om medlemslister over foreningens medlemmer kan distribueres,
eller om navne på listen skal give tilsagn om, at de gerne må
kontaktes. Bestyrelsen bedes arbejde videre med dette
spørgsmål.
Ad D) Aflæggelse af regnskab
Karen Steffensen uddelte og
orienterede om regnskabet for 2009. Enkelte poster blev forklaret.
Intern revisor Claus Løschenkohls skriftlige kommentarer var
uddelt sammen med regnskabet, og han blev bedt om at uddybe
kommentarerne. Claus fremhævede at foreningens omsætning i 2009 i
modsætning til tidligere år, havde været meget beskeden.
Regnskabet afspejler en stor sparsommelighed, men udviser et
samlet underskud, der er dækket af tidligere indtjente
administrationsbidrag. Claus har forslag til videre udvikling
af regnskabet som styringsværktøj. Claus fremhævede at det er
hans indtryk, at kassereren har fået et godt styr på arbejdet,
og at regnskabet realistisk viser foreningens økonomiske resultater
og situation.
Regnskabet blev godkendt.
Ad E) Indkomne forslag
Anne Andersen orienterede om et indkommet forslag om at tage
initiativ til en turistrejse til Lesotho. Lisbeth Kristensen
og Michael Sommer har foreslået, at en kulturrejse kunne finde sted
i oktober/november 2011.
Tidligere har Preben Eskerod givet
udtryk for at han kunne tænke sig at arbejde med
opgaven.
Generalforsamlingen drøftede
arbejdsopgaverne i forbindelse med et sådant arrangement. Med
erfaringerne fra den seneste rejse skønnedes det begrænset,
hvad bestyrelsen kunne bidrage med p.t.
Generalforsamlingen udtrykte enighed i
ønsket om en ny rejse i foreningens regi, og beder
Bestyrelsen arbejde videre med sagen.
Ad F) Vedtagelse af budget
Karen Steffensen redegjorde for det
uddelte forslag til budget for 2011. Med udsigten til at indtjene
et administrationsbidrag i forbindelse med projektstøtten, kan
der med de nuværende dispositioner forventes et overskud på
årets drift. Fremlæggelsen igangsatte to diskussioner:
a) behovet for afklaring af pricipper
for anvendelse og dispositionsret over
admnistrationssbidraget, og
b) hvad og hvordan skal projekter inddrages i budget- og
regnskabsoversigter.
a). I forbindelse med forundersøgelsen for DPE projektet
besluttede Bestyrelsen, at arbejdsgruppen kunne beslutte hvordan
admnistrationsbeløbet kunne anvendes. Det blev oplyst at gruppen
har købt en note book.
Generelt blev det påpeget at grupperne
gerne ville have flere med på projektbesøg, en udgift der ikke
er tilstrækkeligt indeholdt i bevillingerne. Max delte sine
erfaringer fra en anden organisation om dette spørgsmål, og
påpegede at vi skulle passe på, at dette ikke skal give interne
problemer. Det blev klart, at det var uholdbart at grupperne
selv kan bestemme over beløbet. Bestyrelsen må lægge en strategi,
og indtil da tage de nødvendige beslutninger. Formanden
fremhævede behovet for at udarbejde en strategi.
b). Tidligere er projektregnskaber
holdt ude af budget og regnskabsoversigter. Men f.eks. er kultur-
og turistrejsen indregnet med sin fulde omsætning.
Generalforsamlingen drøftede hvordan og efter
hvilke principper et regnskab skal opbygges. Behovet er
klarhed og overblik, og at give det bedst mulige udtryk
for DLN's økonomiske kapacitet. Generalforsamlingen
besluttede, at budget og regnskab med få budgetlinier skal
afspejle DLN's samlede økonomiske omsætning og aktivitet. Der kan
henvises til separate detaljerede budgetter og regnskaber, der
som hidtil udarbejdes i stor detaljeringsgrad som krævet af de
enkelte sponsorer.
Et revideret budget for 2010 skal udarbejdes efter disse
retningslinier, og det blev samtidigt besluttet at afsætte kr.
10.000, - til revisorbistand i 2010, evt. som skyldige omkostninger
til betaling i 2011. Anders Hedegaard foreslog en
underskudsgaranti af størrelse som sidste års overskud, såfremt
nogle medlemmer ville lave en ny Pitso. Det bifaldt
generalforsamlingen.
Anders Foghsgaard påpegede, at det var
nødvendigt at tage en beslutning om kontingentet for
foreningens medlemmer, inden et budget kunne vedtages. Han
foreslog samtidigt en fordobling af årskontingentet fra
100 kr. til 200 kr. for enkeltmedlemmer. Det blev påpeget, at
DLN har mange par som medlemmer, men altså uden et reduceret
familiemedlemsskab. Mange familier betaler altså i dag samlet 200
kr. og et fremtidigt samlet beløb på 400 kr. kunne forekomme
noget højt. Medlemmer der kunne støtte forslaget
om kontingentforhøjelse foreslog således, at enkelt medlemskab
skulle koste 200 kr. årligt og et nyt familiemedsskab koste
300 kr. årligt. Anders kunne støtte dette forslag.
Mange deltagere argumenterede for et
uændret kontingentniveau og princip. Primært for at sikre et
passende stort antal medlemmer af DLN. Dirigenterne afholdt to
afstemningsrunder, og det kunne konkluderes, at der var et
klart flertal for at fastholde det nuværende kontingent på 100 kr.
per medlem.
Budget for 2010 kunne herefter
godkendes med de besluttede ændringer.
Ad G) Valg af bestyrelse og
revisorer
Der er i 2009 ikke anvendt ekstern
revisor, men fra 2010 fastslår bestyrelsen, at det igen er
nødvendigt at benytte en af Projektrådgivningen godkendt
revision. Projektrådgivningen bruger p.t. selv firma
Beierholm som også DLN tidligere har anvendt.
Generalforsamlingen diskuterede muligheden af at
udfylde revisonsopgaven forsvarligt og til muligvis lavere
omkostninger for foreningen. Generalforsamlingen besluttede at
godkende firma Beirholm som foreningens fremtidige revisor, men
anmodede samtidigt bestyrelsen om at undersøge mulighederne for
evt. at følge med i Projektrådgivningens valg eller på
anden måde sikre en hensigtsmæssig løsning.
Claus Løschenkohl og Claus Bo Jensen
blev genvalgt som henholdsvis intern revisor og
-suppleant.
2 Bestyrelsesmedlemmer, Anne Andersen
og Karen Steffensen var på valg. Begge var villige til
genvalg.
Bestyrelsen orienterede om en
henvendelse fra Lisbeth Kristensen, der godt ville stille sig til
rådighed for foreningsarbejdet "hvis der er brug for det".
Generalforsamlingen hilser alle nye kræfter velkommen,
og besluttede, at Anne og Karen fortsætter i Bestyrelsen og at
Signe Hedegaard og Lisbet Kristensen er valgt som henholdsvis
første og anden suppleanter.
Suppleanter kan fuldt deltage i
Bestyrelsens arbejde, men det blev samtidigt konstateret at en
bestyrelse på 4 måske er for lille til at løse de p.t. mange
projektopgaver foreningen er involveret i. Bestyrelsen anmodes
om at arbejde videre med henblik på evt. at søge bestyrelsens
deltagerantal udvidet ved en vedtægtsændring ved næste års
generalforsamling.
Ad H) Evt.
Max havde nu deltaget i sit første
møde med DLN og udtrykte, at han havde været glad for at deltage
i generalforsamlingen, og han var glad for den åbenhed
foreningen udviser. Han opfordrede foreningen til at netværke
med andre lignende foreninger f.eks. med henblik på informations-
og oplysningarbejde, og måske arbejde for en fælles kandidat
til Projektrådgivningens styregrupper.
Spørgsmålet og ønsket om en ny
sen-sommer Pitso blev drøftet. Der er flere, der har givet (halve)
tilsagn om at medvirke. Bodil kontakter Preben Eskerod, hvis
han ikke er med på den i år, drøftes emnet med Anna-Marie og
Michael, og også Lillian og Gordon er vistnok en mulighed, ved
deres nye sommerhus?
Grethe Winter Jørgensen spurgte til
foreningens erfaringer med det "andet" formål, kulturudveksling.
Hvad kan der gøres? Generalforsamlingen orienterede om, hvad
der er gjort, sammen med hvem. Diskussionen er slet ikke
slut.
DLN Generalforsamling 2011 afholdes d.
9. april 2011
Generalforsamlingen vil blive afholdt
et nyt sted, der vil blive oplyst senere.
Dirigenterne kunne herefter takke for
en vellykket deltagelse i årets generalforsamling, og takke for god
ro og orden. Helga takkede dirigenterne for deres bidrag til
dagens forløb. Helga inviterede deltagerne til en fortsat
orientering og diskussion om forundersøgelsrejen til Lesotho.
Derefter var der en herlig middag.
Referat. Claus Løschenkohl / Anders
Foghsgaard
Godkendt af bestyrelsen den 16. maj
2010
Påtegnelse af dirigenter:
________________________________
______________________________
Anna Marie Haslund Max Schrøder