Rejsebrev -beskrivelse af
trekking i
Lesotho´s bjerge, fra dam til dam,
fra Mohale Dam til Katse Dam
By Karina Ruby, Steering Commitee member
Det var så småt ved at blive vinter i Lesotho, måske
lidt sent på året til en vandretur, men vi havde ikke haft tid før
og nu skulle vi altså lige nå at gå Dam to Dam, inden jeg skulle
rejse hjem. Det var fredag d. 23. maj 2003, min sidste arbejdsdag i
Lesotho, og jeg fik fri til middag. Thaba hentede mig sammen med et
par venner, som skulle køre os til Mohale Dam, hvor vi ville starte
vandreturen. Vi ville ikke efterlade en bil der, for planen var at
gå hele vejen til Katse Dam og så tage offentlig transport hjem
derfra. Denne tur udtænkte vi på vores første trekking tur i marts,
hvor vi studerede kortet nøje. Det ville sandsynligvis være
fantastisk flot at vandre hen overhøjlandet fra den ene store dam
til den anden. Dammene er kunstige og nyopståede i forbindelse med
et meget stort dæmningsbyggeri, som går ud på at opdæmme vand og
lede det til Syd Afrika, hvor de mangler vand.
Denne gang ville vi have æsler til at bære vores oppakning, så det
kunne blive lidt mere komfortabelt end sidst, hvor vi gik med fuld
oppakning. Vi havde dog ikke nået at organisere noget på forhånd,
så det skulle blive spændende, om det ville lykkes. Vi kørte de to
timer fra Maseru (hovedstaden) til Mohale Village, hvor vi spurgte
politiet, hvilken høvding i området mon ville være i stand til at
hjælpe os med æsler. De anbefalede os at køre til høvdingen i den
nærliggende landsby Ha Korporale, da han var en betydningsfuld og
hjælpsom mand. Det gjorde vi så, og Thaba og jeg og vores bagage
blev sat af, mens vennerne vendte bilen og kørte hjem mod Maseru,
inden det blev helt mørkt. Høvdingen var ikke hjemme, men hans kone
lovede os, at de nok skulle finde en mand og et æsel til at ledsage
os. Det var dog ikke helt let, men efter en times tid havde de
fundet en ung fyr, som var villig til at hjælpe os næste
morgen.
Allerede sidst på eftermiddagen blev det koldt, faktisk så koldt
at jeg måtte finde de lange underhylere og ekstra trøjer frem.
Høvdingens kone havde tilbudt os at sove i en hytte ved deres
bosted i stedet for at vi skulle slå telt op, og det takkede vi
gladelig ja til. Hytten var dog uden nogen form for opvarmning, så
koldt var det da. Der lugtede også lidt underligt, fordi der lå
tørret kød i det ene hjørne og en masse græskar i det andet hjørne
- hvis man da ellers kan tale om hjørner i en rund hytte. Vi fik at
vide, hvor vi kunne tage vand, og hvilket lokum, vi kunne bruge, og
så lavede vi aftensmad på trangiaen.
Næste morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad og pakkede
sammen, og så kom problemet. Den unge fyr fra dagen før ville
alligevel ikke ledsage os til Katse Dam, for han havde ikke noget
æsel! Nå? Da han havde sagt ja dagen før, troede han bestemt, at
han kunne låne et æsel, men det kunne han altså ikke, da ejeren
selv skulle bruge det. Vi havde bestemt ikke lyst til at bære al
bagagen selv, så vi startede forfra med at få høvdingens kone til
at hjælpe med at finde en fra landsbyen, som var villig til at
stille æsel til rådighed. Det lykkedes da efter et par timer, men
han ville ikke gå med hele vejen, kun til en landsby midtvejs, hvor
vi kunne finde et andet æsel. Det var bedre end ingenting, så vi
slog til. Af sted kom vi og vandrede mod nord langs floden
Senqunyane River, som nu var ved at blive omdannet til
sø.
Lesotho Highlands Water Project er et meget stort dæmningsprojekt,
som kun er midtvejs i sin fuldførelse på nuværende tidspunkt. Der
er planlagt adskillige faser i projektet, som skal stå færdigt i år
2020. Det vil til sidst omfatte 4-5 dæmninger og dermed opdæmmede
søer inde midt i Lesotho, hvor bjergene er høje og rummer meget
vand i form af floder, som løbende forsynes af vand, der strømmer
ned af bjergsiderne. Første og største fase af projektet er nu
færdigt, nemlig de to dæmninger ved Katse og Mohale,
forbindelsestunnelen mellem dem og tunnelen, der leder vandet
nordpå ud af Lesotho og ind i SydAfrika. Vandet ledes op til
området ved Johannesburg, hvor de mangler drikkevand til millioner
af mennesker og vand til de store industrier og minedriften. Først
blev floden Malibamatso River opdæmmet og Katse Dam opstod i 1997,
som en stor og smuk sø midt i et fantastisk bjerglandskab. Der er
nu allerede i 6 år blevet eksporteret vand til Syd Afrika. Nu i
2003 blev de færdige med dæmningen på Senqunyane River ved Mohale,
og de er begyndt at lukkevand ind i det hul, som snart vil blive
til endnu en sø. Når også Mohale Dam erfyldt med vand, kan der
sælges endnu mere vand til Syd Afrika. Vandet ledes fra Mohale Dam
nordøst på gennem en tunnel til Katse Dam og derfra gennem en
tunnel stik nordpå ud af Lesotho. Et meget imponerende anlægsværk,
det må man sige, men naturligvis ikke uden omkostninger for
lokalbefolkningen i de opdæmmede områder. Mange mennesker er blevet
forflyttet, da deres tidligere hjem og marker nu er
oversvømmet.
Vi gik altså fra Ha Korporale på østsiden af Senqunyane River
nordpå langs med floden, som på dette sted er ved at stige op langs
bjergsiderne og blive til en sø. Vi kunne se de hvide pinde, som er
stukket i skrænten et stykke over floden. De markerer højden på
vandstanden, når bassinet er færdig med at fylde sig. Det var
yderst interessant at stå der og føle sig midt i en historisk
proces. Det var tydeligt, at vandstanden allerede var steget i
forhold til det normale flodniveau, men det var dog stadig ikke
rigtig en sø. Det var smukt nu, men det vil blive endnu smukkere at
vandre der, når søen er fuld af vand. Nye høje gangbroer er ved at
blive bygget overfloden, så lokalbefolkningen stadig kan komme over
på den anden side, når nu deres sædvanlige vadesteder forsvinder i
den forhøjede vandstand.
Den første dag passerede vi landsbyen Ha Sekolopata, hvor
kvinderne var i gang med at bearbejde årets høst. De luftede
kornet, så vinden kunne sortere avnerne fra, og de malede kornet
for håndkraft på en malesten. Majsen lå stakket op til tørre i
bunker rundt omkring i landsbyen. Vi fortsatte i flere timer uden
at møde menneskelig beboelse, og det var mørkt, da vi nåede
landsbyen Ha Tsoelike, hvor vi ville overnatte. Vores æselmand
ville ikke med længere end hertil, han ville overnatte og så straks
vende hjemad næste morgen. Vi havde foreslået at slå lejr inden
landsbyen, da det blev mørkt, men vores følgesvend turde ikke på
vilkår at sove i telt. Han var bange for mørket og alt det ukendte,
han havde aldrig før sovet et sted, han ikke kendte, og det skulle
han heller ikke i nat. Han kendte høvdingen i landsbyen, så der
ville han sove. Nå ja, så vandrede vi den sidste times tid i mørke
med pandelampen på, og det gik jo også.
I Ha Tsoelike fandt vi høvdingen og forklarede vores ærinde. Igen
var folks undren stor over, at nogen kan finde på at vandre blot
for vandringens skyld. De spurgte alle om vi var redningsfolk, som
skulle til Katse Dam for at fiske en nedstyrtet helikopter op. En
fuldstændig vanvittig tanke. Det er rigtigt, at en helikopter
styrtede ned i søen et par dage før, vi startede vores vandretur;
en frygtelig katastrofe, hvor tre mænd omkom. Hvis et redningshold
skulle prøve at fiske helikopteren op, ville de jo nok komme med
avanceret udstyr og benytte den udmærkede asfaltvej, som er lavet
nordfra til Katse Dam. Det viser blot lidt om, hvor uvidende folk
langt ude i bjergene egentlig er. Måske var det min hvide hudfarve,
som fik dem til at tro, at vi måtte være nogle eksperter, som havde
med helekopterstyrtet at gøre. Måske aner de slet ikke, at
redningsmandskab ville benytte bil, båd og fly og komme nemmere
veje til Katse Dam end at vandre ind over bjergene, som vi gjorde.
Det virkede i alt fald helt komisk på mig, at de overhovedet kunne
finde på at spørge. Der var i øvrigt stor enighed om, at det nok
var søslangen som bor i Katse Dam, som havde snuppet
helikopteren!
Igen fik vi tilbudt en hytte for natten, så vi ikke skulle slå
telt op. Høvdingen fandt en af sine unge mænd i landsbyen til at
ledsage os med et nyt æsel næste dag på resten af vejen til Katse.
De mente klart, at der var langt til Katse, når prisen for æsel og
mand skulle udregnes; men der var ikke langt til Katse, når man
spurgte, om det overhovedet kunne gøres på én dag. Det kunne det
sagtens, sagde de. Ingen ville risikere at skulle overnatte med os
i telt undervejs. Mørket er farligt, det er fuld af ånder og
heksekraft. Vores følgesvend fik udvidet sin horisont, blot ved at
overnatte med os i hytten. Vi bød ham på aftensmad fra trangiaen,
som han syntes var fantastisk smart, ligesom pandelampe, lommekniv
og sovepose også var helt nye ting for ham.
Næste morgen drog vores æselmand fra dagen før tilbage vestpå, og
med vores nye mand og æsel fortsatte vi mod nordøst i retning af
Katse Dam. Det var koldt, i kanten af de små vandløb var der stadig
isflager på vandet, og græsset var hvidt af rimfrost. En ung pige
fra landsbyen vandrede med os et stykke, for hun ville gerne
benytte lejligheden til at snakke lidt engelsk med mig og øve sig.
Hun var den eneste i landsbyen, som gik på high school, og hun tog
det som fjernstudie. Det var yderst kompliceret, for der kommer jo
ikke post ud til sådan en landsby. Hun måtte jævnligt vandre indtil
et større sted, hvor hun kunne modtage det tilsendte materiale. Hun
havde heller ingen i landsbyen, som kunne hjælpe hende med
hjemmearbejdet, for hun var allerede den mest belæste person. Thaba
hjalp hende med lidt matematik om aftenen, og det var helt klart,
at ingen andre i landsbyen forstod et kuk af, hvad der foregik. Jeg
var meget imponeret over, at hun overhovedet var kommet i gang
medstudierne. Der må have været en god lærer på den lokale
folkeskole, som har motiveret både pigen og hendes forældre til
det.
Efter at have passeret et par små landsbyer om morgenen kom vi
igen op på et højt plateau, hvor der var absolut øde og ingen
mennesker i miles omkreds. Vi nåede op til et sted kaldet
Haheng-la-Sekhonyana i 2936 meters højde. Her er der en lille hule
i klippen, som er historisk, fordi Basothoerne i forrige århundrede
brugte den som skjulested for kvinder og børn, da de var i krig.
Det blæste koldt og kraftigt deroppe, så vi skyndte os at nyde
udsigten og så komme videre ned i læ. Vi fandt et vidunderligt sted
at holde frokostpause ved et vandløb i en dal. Herefter gik det
jævnt ligeud indtil vi sidst på eftermiddagen kom ud til en
landsby, Ha Rapoeea, og en grusvej, hvor der kunne komme kørende
trafik. Vi var endnu ikke helt i Katse Village, som var vores mål,
for der kunne vi overnatte og finde offentlig transport til Maseru
næste dag. Vi mente, at æselføreren skulle ledsage os helt til
Katse Village, men det ville han ikke. Han ville efterlade os der
ved vejen, hvor vi kunne tage en bus det sidste stykke. Han ville
nemlig nå at ride hjem, inden det blev mørkt.
Her stod vi så ved grusvejen med al vores bagage og følte os
dumpet i udkanten af civilisationen. Vi forhørte os i den lille
butik,om der ville komme flere busser forbi den dag, og det var nok
tvivlsomt. Vi ventede en times tid, snakkede med forbipasserende
folk om muligheden for et lift, men det gik op for os chancerne
vist var meget små. Det var sidst på eftermiddagen, og der ville
næppe komme flere biler forbi den dag. Altså var der kun en ting at
gøre, eftersom vi ikke havde lyst til at sove i den landsby- den og
dens folk så ikke hyggelige ud - det var at stable al bagagen på
ryggen og begynde at gå. Egentlig havde vi mere, end vi kunne bære,
for nu havde vi jo haft æselbistand hele vejen, men alligevel
lykkedes det os at bære det hele. Vi gik ad grusvejen mod Katse
Village en times tid, og det var ved at blive mørkt, men nu kunne
vi se den imponerende store og flotte Katse Dam. Jeg har set den
mange gange men bliver altid imponeret over det store anlægsarbejde
og den smukke udsigt. Da var vi heldige at møde en
politibil.
De var flinke at give os et lift til Katse Village. Vi havde tænkt
os at slå teltet op ved hotellet og betale en skilling for det, for
vi havde ikke råd til at gå ind på et pænt hotelværelse. Politiet
mente ikke, at det ville være muligt, og de tilbød os at slå teltet
op ved politistationen. Det tog vi imod med glæde og følte os i alt
fald sikre der. Natten var igen kold med frostvejr og blæst uden
for teltet. Vi var enige om, at denne tur fra dam til dam ville
være attraktiv for turister, som både vil se den uberørte natur,
befolkningens kultur og det store konstruktionsarbejde omkring
dæmningerne. Hvis man sørger for at have en klar aftale på
forhånd med nogle æselmænd, og hvis man gør turen lidt
tidligere på året, så kan det blive alle tiders tur. Man kunne nemt
indlægge en halv dag i hver ende af turen til et besøg på
informationscentret i henholdsvis Mohale og Katse om
dæmningsprojektet. Der er lavet info-centre med mini-modeller,
videofilm og informationsmedarbejdere, hvor besøgende kan få en
masse information om Lesotho Highlands Water Project. Det er
absolut et besøg værd.
Næste morgen pakkede vi sammen, takkede politiet for venligheden
og hjælpen, og så gik vi lidt rundt i Katse Village. På hotellet
spurgte vi, om vi havde kunnet sætte teltet op på deres græsplæne,
men det fik vi negativt svar på. Det brugte de ikke at lade folk
gøre, man skulle leje et værelse. Der findes ingen campingplads i
byen, men hvis man aftaler det på forhånd, kan man vist få lov at
campere ved vandprojektets informationscenter. Vi så mange biler
tilhørende dæmningsprojektet og politiet i Sydafrika. De var der på
grund af den nedstyrtede helekopter, hvor man forsøgte at finde
årsagen til styrtet at tage stilling til, om den kunne bjerges. Vi
fandt en bus mod Maseru og ventede på, at den skulle blive fuld, så
den kunne køre. Den kører ikke efter køreplan men efter, hvornår
den er fuld. Vi ringede til vennerne i Maseru og aftalte, at de
skulle køre til Leribe og hente os der. Det ville gå hurtigere end
at tage bussen hele vejen tilbage til Maseru.
Den såkaldte bus var en af de sædvanlige overfyldteToyota Venture
(Hiace-typer), som stopper mange gange undervejs og tager folk af
og på. Nogle steder holdt den igen længe for at vente på at
blive fuld, inden den ville køre videre. Folk snakker altid livligt
i bussen om alle de aktuelle begivenheder, og lige for tiden var
den største nyhed jo helikopterstyrtet. Af de fire ombordværende
overlevede kun én, nemlig en tysker, som kunne svømme. En
sydafrikaner og de to basotho-piloter druknede. Der var helt klar
enighed om, at det var den store søslange, som bor i Katse Dam, som
var blevet vred og havde snuppet helikopteren. En meget vidende
mand mente at vide, at under konstruktionen af dæmningen havde de
sydafrikanske og italienske ingeniører fordret søslangen, som altid
havde boet i floden, med nogle piller, som gjorde den glad og
rolig. Dette havde gjort det muligt for dem at bygge selve
dæmningsmuren uden at få problemer med slangen. (En slags doping?)
I flere år havde slangen nu været meget tilfreds, eftersom den
havde fået en større sø at være i. Nu var virkningen fra pillerne
imidlertid stoppet, og slangen var blevet vred. De er ikke sådan at
spøge med, sådan nogle søslanger!