Rejsebrev - beskrivelse af trekking i Lesotho´s
bjerge. Jagten på de varme kilder
By Karina Ruby, Steering Committee member
Lørdag eftermiddag d. 8. marts 2003 hentede jeg Thaba,
min gode ven og tidligere arbejdskollega/chef, ved universitetet i
Roma, hvor han underviser om lørdagen. Vi kørte straks nordpå til
byen Teyateyaneng og videre østpå til Mapoteng, hvor vi havde
aftalt med politiet, at vi kunne parkere bilen ved politistationen,
mens vi vandrede i bjergene. Vi havde nemlig planlagt at gå ud og
lede efter nogle varme kilder, som efter sigende skulle befinde sig
langt ude i det øde bjergland, men som ikke er angivet på noget
kort og kun er kendt af den lokale bjergbefolkning. For Thaba var
det med bagtanken at finde ud af, om det eventuelt kunne være et
potentiale for fremtidig turisme; guidede vandreture til varme
kilder. For mig var det med eventyrlyst og håbet om en flot
trekkingtur i det ukendte. Vi var spændte, vi vidste nemlig ikke
helt, hvad vi gik ind til.
Politiet modtog os venligt og bekræftede, at det bedste og
sikreste sted at parkere bilen ville være på politistationens
grund. De spurgte nysgerrigt til vores planer og undrede sig vist
over, hvorfor vi dog ville begive os op i de øde bjerge. Thaba
forklarede, hvor vi havde tænkt os at gå hen: op over Mosalemane
Pass, videre østpå til Senqunyane River, måske over til Serobeng
Pass og derefter vende om og komme tilbage til bilen efter tre
dage. Ved nogle små landsbyer ude i nærheden af floden skulle der
være varme kilder, som vi ville forsøge at finde. Derfor denne
vandretur. Om betjentene havde hørt om kilderne? Nej, det havde de
ikke. Om de troede, det ville være sikkert for os at vandre rundt
deroppe? Hvordan med kvægtyve og andre kriminelle? Ville de lokale
hyrder se venligt på fremmede, hvis vi mødte nogle af dem?
Betjentene mente ikke, kvægtyvene ville interessere sig for os, når
vi ikke havde kvæg med, og når vi ikke lignede politifolk. De
lokale folk ville formentlig være venlige, men de er lidt mærkelige
deroppe i bjergene! Og Mosalemane Pass er meget stejlt, og Serobeng
Pass er meget langt væk! De rystede uforstående på
hovedet.
Det har set underligt ud i deres øjne: en sort mand og en hvid
kvinde med store rygsække på, en masse slid og slæb forude, op i
bjergenes øde tomhed. Hvorfor dog det, når man kan nyde
civilisationen i bil og hus nede i lavlandet? "Jeg kan godt lide
bjerge, og jeg kan lide at vandre", sagde jeg. Selvom betjenten
udmærket forstod engelsk, forstod han ikke indholdet af min
sætning, det er jeg sikker på. Turisme er stort set et ukendt
begreb i Lesotho; i alt fald er trekking og andet friluftsliv
næsten ikke eksisterende i landet, som ellers har en enestående
natur og oceaner af muligheder for netop den slags aktiviteter. Der
er efter min mening et kæmpe stort uudnyttet potentiale, som både
heldigvis og ærgerligt nok ikke er opdaget endnu.
Fra Mapoteng tog vi en lokal bus (en overfyldt Toyota Hiace) til
sidste landby på vejen østpå, Makhoroana, hvorfra vi skulle gå en
timestid til flækken Ha Lebese, hvor Thaba har nogle slægtninge
boende (hans svogers familie). De vidste ikke, vi ville komme, for
de kan ikke kontaktes per telefon eller anden hurtig form for
kommunikation. Han havde aldrig været der før, kun truffet dem ved
familiefester andre steder, så han var ikke helt sikker på, hvor de
boede. Vi gik en timestid fra asfaltvejen ad grusveje og stier ind
til landsbyen Ha Lebese. Det var lige blevet mørkt, da vi kom til
de første huse, og vi spurgte nogle af de første folk om vej til
Thabas slægtninge. En dame gik med os det sidste stykke, så vi
kunne finde det rigtige hus i landsbyen. Det var Thabas svorgers
onkel og dennes husstand, vi blev ledt til.
Thaba forklarede, hvem vi var og vores ærinde i området og
spurgte, om vi måtte slå vores telt op her på deres grund. Vi var
velkomne, og de tilbød os at sove i et rum i huset i stedet for
teltet. Det tog vi imod, for det var naturligvis lettere end at
skulle til at slå telt op i bælgravende mørke. De var alle i deres
pæne tøj for de var lige kommet hjem fra en begravelse, hvilket
efterhånden er den mest almindelige lørdagsbeskæftigelse i Lesotho.
Vi sad et par timer, hvor de snakkede på sesotho om vores planlagte
vandretur og om forskellige familierelationer. Den gamle mand
kendte godt bjergene omme på den anden side af Mosalemane Pass, der
havde han ofte hyrdet kvæg i sine unge dage. Han vidste også besked
med, at der skulle være varme kilder et sted deroppe. Vi skulle
bare spørge de lokale hyrder deroppe, hvorde findes, for de bruger
dem til at vaske sig i specielt om vinteren.
Vi overrakte familien den dybfrosne kylling, vi havde med fra
supermarkedet i Maseru, som tak for husly, men da de jo havde spist
til begravelsen den dag, ville den først skulle spises næste dag.
Da deforlod vores soverum, spiste vi lidt af vores medbragte brød
og peanut-butter, inden vi lagde os til at sove. Næste morgen blev
vi vækket kl. 5, så kunne vi nemlig gøre os klar til at gå og slå
følgeskab med en mand, som skulle i samme retning som os. Vi
begyndte at gå kl. 6, og efter tre timer nåede vi mandens landsby
Ha Lieta, som var en af de sidste flækker inden det for alvor
begyndte at gå opad mod Mosalemane Pass. Nu var kl. 9, og vi var på
egen hånd og seriøst på vej op mod et bjergpas, som ville bringe os
op på bjergplateauet, hvor vi de næste par dage skulle vandre
rundt. Det var for alvor ved at blive varmt, og da vi var kommet et
stykke udenfor landsbyen, lynede jeg buksebenene af; nu måtte det
kunne gå an med shorts.
Det var nemt at følge stien op mod passet, og den var oven i købet
"bygget" af sten på alle de stejleste steder, så den ikke rutschede
væk i regnvejr. Tilbage i 50'erne blev den brugt meget af
handlende, som transporterede fåreuld ud fra bjergene og madvarer,
sæbe og værktøj ind i bjergene. De gik så på et tidspunkt sammen om
at lave (forstærke) stien. Nu var der ikke længere så meget gang i
uldhandelen, mange af væverierne i lavlandet er lukket, men
bjergfolket benytter vejen til at komme til lavlandet og handle en
gang imellem. Vi mødte nu kun et par koner med nogle sække fulde af
ferskener på et par æsler, som var på vej op mod passet ligesom os.
De ville ind og sælge ferskenerne til bjergfolket, eller måske
bytte dem væk mod noget uld eller kød. Ellers masede vi os
uforstyrret op af passet, og vi masede virkelig. Det var
sved-dryppende varmt, det var stejlt og det var HÅRDT. Vi måtte
holde mange pauser, og da vi var ¾ vej oppe, var Thaba lige ved at
give op; jeg kunne se, at han var helt flad. Da fandt jeg de to
energi-drik frem, som jeg havde taget med uden hans viden. Det var
lige det, der skulle til. Derefter gik det igen stødt og roligt det
sidste tykke til toppen, som vi nåede kl. 13.
Uauwh, nu stod vi på Mosalemane Pass og kiggede mod øst ind over
højplateau'et, som var utrolig smukt, storslået og øde. We made it.
Efter syv timers vandring, de sidste fire stejlt opad, nåede vi
toppen af passet med fuld oppakning i stegende sol. Vi
fotograferede lidt i alle retninger og gik så et lille stykke ned
til et vandløb og holdt frokostpause. Et herligt rislende koldt
vandløb, som jeg bestemte mig for at drikke af direkte, da der ikke
så ud til at være noget som helst levende ovenfor det. Bjergvandet
i Lesotho er rent og smager rigtig godt. Det var vel den herligste
og mest velfortjente frokostpause, jeg meget længe har haft. Vi sad
og blev enige om, at det der flade plateau, som vi havde
forestillet os, nu ikke var helt så fladt endda. Det var faktisk et
temmelig kuperet terræn, men vi måtte dog bestemt have overstået
det værste. Det viste sig heldigvis at være korrekt.
Med fornyet energi fortsatte vi østpå ad stien, mens vi
sammenlignede det virkelige landskab med vores kort. Jeg havde
været nede ved Department of Lands, Surveys and Physical Planning
og købe fire meget detaillerede kort, som skulle dække vores
vandring. Kortene er for så vidt rimelige med højdekurver osv., men
de er forældede. De sidste nye store dæmningsanlæg er f.eks. ikke
med, og de har dog forandret landskabet betydeligt. Der er opstået
et par store søer, og nye veje er anlagt, og de fremstår slet ikke
på kortet. "Desværre, har vi ikke penge til at updatere kortene,"
sagde den flinke mand på LSPP-kontoret, "men næste gang Schweizerne
bevilger os penge og tekniskassistance til kortproduktion, er det
dæmningsområdet, som har førsteprioritet. " Ingen ved, hvornår det
bliver. Vi mødte nogle enkelte hyrder og folk på vej mod lavlandet
for at handle undervejs, og dem spurgte vi om vej, så vi var sikre
på at holde os til den rette sti. Vi stilede mod landsbyen Ha
Mothakathi nær den store flod Senqunyane River.
Vi kom over et par mindre stigninger i løbet af eftermiddagen og
var på vej ned over en stor og langsomt skrånende bjergside, da det
nærmede sig mørkets frembrud. Vi vidste ærlig talt ikke præcis,
hvor langt vi var kommet, og hvor langt der stadig var til
landsbyen. Ved 18:30 tiden kom vi forbi et vandløb, og det var ved
at være tusmørke. Vi blev enige om at slå lejr der, for det var et
fint sted. I løbet af 20 minutter slog vi teltet op og installerede
os, og så var det ellers mørkt og koldt. Vand fra bækken og
2-minutes-noodles på trangiaen gav et vidunderligt aftensmåltid. Vi
havde vandret 12-13 timer den dag, og det var bestemt i overkanten;
vi var meget trætte og ømme i både ben og skuldre. Det er knageme
hårdt at gå med fuld oppakning. Der var totalt stille og øde
omkring os, og stjernehimlen var fantastisk. Vi havde ikke på
fornemmelsen, at der var mennesker i miles omkreds, men vi vidste
reelt ikke, om landsbyen var tæt på eller stadig langt væk. Vi så
dog hverken lys, dyr eller mennesker.
Vi lå i soveposerne og småsnakkede, var tæt på at sove, da vi
hørte en lyd udenfor teltet. Det lød bestemt som fodtrin, synes
jeg. Vi stivnede og stirrede ud i mørket. Thaba spurgte gennem
teltdugen, om der var nogen. Intet svar. Han kravlede ud for at se
efter men så ingenting. Vi hviskede lidt frem og tilbage om
kvægtyve, røvere, nysgerrige landsbyfolk og vilde dyr. Ingenting
fandt vi ud af, og lydene forsvandt, og til sidst faldt vi i søvn,
og ingenting skete. Det var jo meget godt. Natten var kølig men
ikke mere, end at en enkelt trøje og en god sovepose var
fint.
Næste morgen kunne vi for alvor se hele dalen, hvor vi havde slået
lejr; det havde været lidt for mørkt, da vi ankom til at se det.
Hvilken morgenstund! Solen stod langsomt op over bjergkammen og
skinnede til sidst ned på vores telt, og det begyndte at blive
dejligt varmt. Hvor var det dog smukt. Kaffe, havregrød og
peanutbutter-brød smager fantastisk sammen med udsigten til grønne
græsklædte bjerge foran en dybblå himmel. Jeg kunne ikke forestille
mig noget bedre. Vi tog den med ro og startede først ved 9-tiden
med at vandre. Det gik igen lidt op og lidt ned, rundt om et bjerg,
langs et vandløb og efterhånden mest nedad. De første tre timer
mødte vi ikke en sjæl, men sidst på formiddagen mødte vi et par
hyrdedrenge ved vandløbet, som kunne fortælle os, at de vogtede får
men egentlig hellere ville gå i skole, og at vi ikke havde langt
igen til landsbyen. Vi fortsatte nedad langs vandløbet og ved
13-tiden nåede vi landsbyen Ha Mothakathi.
Vi kunne se landsbyfolkene i gang med at høste på en mark længere
nede mod floden, men for en ordens skyld startede vi med at gå til
høvdingens bolig midt i landsbyen. Her var kun en gammel kone
hjemme, men hun fandt en dreng, som kunne følge os til høvdingen
nede på marken. Han ledede høstarbejdet, som foregik i fællesskab
med sejl og opmuntrende råb. En hel flok mænd går på række og
høster den samme mark, foroverbøjet med en kortskaftet sejl i
hånden og lidt forskudt, så de effektivt får det hele med.
Kvinderne sad på græsset ved siden af hvedemarken og var ved at
gøre mad klar til de høstende mandfolk. De havde slæbt gryder og
skåle og tallerkener med oppe fra landsbyen, og der var
tilsyneladende også hjemmebrygget øl, som nogle enkelte mænd var
blevet godt berusede af. Høvdingen hilste venligt på os og lyttede
til Thabas forklaring på, hvem vi var, og hvorfor vi kom der. Han
bekræftede, at der findes varme kilder i området; de bruger dem til
at vaske sig i om vinteren. Han udpegede et sted for os nær et træ
på den anden side af floden, hvor vi ville finde kildevandet komme
piblende op af jorden. "Det er dog ikke varmt om sommeren, kun om
vinteren", sagde han.
Begejstrede gik vi videre - nu skulle vi finde de varme kilder,
som var målet for denne vandretur. Vi kom ned til floden, krydsede
den ved et vadested, gik hen mod det udpegede træ, og der fandt vi
faktisk en kilde, som piblede frisk vand op af jorden. Til min
skuffelse var vandet ikke særlig varmt, og det lugtede heller ikke
særlig meget af svovl, men den var der da. Nå, nu havde vi fundet
de varme kilder, og vi fortsatte langs floden til den løb ud i den
rigtig store flod, Senqunyane River. Den fulgte vi nordpå en times
tid, hvorefter vi igen drejede tilbage vestpå igennem en lille
landsby, for nu var det tid at vende og lade ruten gå tilbage mod
vores udgangspunkt. Vi måtte erkende, at vi ikke kunne nå at krydse
Senqunyane River og komme helt over til Serobeng Pass, som vi havde
håbet på. Landsbyerne her vedfloden ligger meget afsides, der er
ingen vej dertil, og man ser derfor heller ingen biler eller andre
køretøjer overhovedet. Der er mindst en dags vandring ud til en
vej, hvor der kan køre biler, måske en halvdags rejse på hesteryg.
Der er gangstier mellem landsbyerne, og der er adskillige landsbyer
langs med floden, men i mine øjne ser de ikke udtil at være
forbundet med verden uden for dette bjergområde.
Vi spurgte flere folk ved landsbyerne om de varme kilder, og de
sagde alle, at de findes flere steder i området, og at de er
varmere omvinteren. De lokale folk havde også forklaret os en vej
nordvest over, hvor vi kunne ramme vejen ved Ha Seala og derfra
finde biltransport tilbage til Mapoteng. Det ville vi gøre for ikke
at gå samme vej tilbage som ud; det er sjovere at gå en rundtur. Vi
fandt en sti i den rigtige retning, mødte en enkelt kone undervejs,
som var på vej tilbage fra indkøb. Hun havde købt et nyt tæppe til
at sove med om natten. Det krævede en dags vandring ud til butikken
og en dags vandring hjem igen. Vi gik op over et mindre pas og
kunne samtidig se skyerne samle sig østpå og blive mørkere og
mørkere. Det ville garanteret ende med tordenvejr som så ofte om
sommeren i Lesotho, og med torden kommer der altid blæst og regn.
Vi så det komme nærmere, og det passede fint, at vi ved 18-tiden
var ved et vandløb, som kunne være et godt sted at slå lejr. Det
gjorde vi, og lige som vi havde fået teltet op, faldt deførste
regndråber. Det gav sig for alvor til at storme og regne, men det
lykkedes dog at sidde i teltåbningen og passe trangiaen udenfor, så
aftensmad fik vi. Da vi senere lå i soveposerne, lynede og bragede
det helt vildt. Jeg håbede, at teltet kunne holde til den kraftige
storm og regn, og at lynet ikke vilde slå ned i os, men det gik
heldigvis fint. Det er utroligt, som tordenbragene kan runge inde
mellem bjergene.
Næste morgen var det rigtig koldt uden for teltet, som lå helt i
skygge nede i den smalle dal. Vi forventede at have en lang
vandredag foran os, så vi stod tidligt op - kl. 5:30, tror jeg.
Varm kaffe og havregrød blev indtaget inde i teltet med
fleecetrøjerne på. Da vi havde pakket sammen og skulle til at gå,
kom der en enkelt vandringsmand forbi på stien oven for
lejrpladsen. Han viste sig at skulle samme vej som os og ville
gerne slå følge med os. Det var jo fint, så havde vi en vejviser.
Det var en ung fyr, som arbejdede som hyrde for en kvægbonde. Han
havde nu været en måned alene oppe i bjergene på en kvægpost og
havde ikke snakket med et menneske i en hel måned. Nu skulle han
hjem på besøg ved sin familie, hvor han kom fra. Han sagde, at han
godt kunne lide tilværelsen alene med kvæget i bjergene. Der er
fredeligt, og ingen slås eller generer hinanden, sagde han. På
spørgsmålet om han læste bøger eller gjorde andet for ikke at kede
sig, måtte han benægte. Han kunne ikke læse, men han kedede sig
ikke og savnede ikke nogen form for underholdning. Men enhver kan
velkomme i selskabsunderskud; han så i alt fald ud til at nyde
vores selskab meget, og han ville gerne snakke.
Hele denne tredje vandredag var ligesom de to foregående utroligs
muk. Vejret var igen solskin og blå himmel, det blev hurtigt varmt,
da solen kom op over bjergtoppene. Den første halvdel af dagen gik
vi mest op, indtil vi nåede toppen af et pas, og derefter gik det
stejlt nedad og derefter mest ligeud, indtil vi nåede landevejen.
Den unge hyrdemand lærte mange ting ved at vandre en dags tid
sammen med os. Han havde aldrig før set et transportabelt køkken,
hvor man så let kunne lave mad til frokost, som da han så min
trangia og smagte vores 2-minutes-noodles. Så smarte nogle rygsække
til at bære megen bagage i havde han heller ikke set før. Han
syntes sågar, det var sjovt at gå med en af dem. Jeg lærte også
meget om Lesotho og en bjerghyrdes liv ved at høre om hans liv. Så
enkel en tilværelse man dog kan have. Stå op og gå i seng med
solen, kigge efter kvæget, ikke eje mere end hvad man kan bære i en
skuldertaske og ikke forholde sig til andre mennesker overhovedet.
Meget overskueligt og simpelt, ikke de store valg at træffe i
hverdagen, og ingen stress og jag. Men ville jeg bytte?
Nej.
Da vi først kom ned til landsbyerne neden for passet, var det
tydeligt, at vi igen var tilbage i lavlandet. Her var der mange
mennesker, mange landsbyer, markerne var opdyrkede og der var
jordveje, hvor oksetrukne kærrer kunne komme frem. Senere blev det
til grusveje, hvor selv firhjulstrukne biler kunne køre, (vi så dog
ingen). Hele tiden troede jeg, at nu måtte vi da snart være ude ved
landevejen, men der var faktisk tre timers vandring nede i
dalen/lavlandet, før vi endelig ved 18:30-tiden nåede helt ud til
den grusvej, hvor offentlig transport kan findes. Vi fangede den
sidste minibus ind til Mapoteng, hvor vi jo havde bilen holdende på
politistationen. Vi var naturligvis godt snuskede efter tre dages
sveddryppende varm vandring i bjergene uden ret megen dyrkning af
personlig hygiejne, og jeg må indrømme at hele kadaveret var ømt og
træt af lange dagsmarcher med en tung rygsæk. Det var ufattelig
skønt at sidde i et motortrukket transportmiddel.
På politistationen fandt vi bilen i god behold, og betjentene så
os undersøgende an. "Nåh," sagde overbetjenten, "der er langt over
til Senqunyane River, hva´." Hvordan kunne han nu lige præcis vide,
at det var så langt, som vi var nået? Hvorfor lagde han ikke ud med
at spørge os, hvor vi egentlig havde været? Det snakkede vi meget
om i bilen på vej tilbage til Maseru. Det måtte forholde sig sådan,
at politiet har spurgt folk, som kom ned fra bjergplateauet, om de
havde set os eller hørt om os, og dermed været i stand til at følge
vores færden. Måske havde de selv haft betjente deroppe og kigge
efter kvægtyve, og de har vel så forhørt sig blandt hyrder og
bønder deroppe om de to vandrere. Måske skulle vi alligevel have
højere tanker om politiet i Lesotho, end vi havde haft hidtil?
Måske har de faktisk været lidt bekymrede for os og holdt lidt øje
med os. Det var faktisk en interessant opdagelse.
Tilbage i Maseru analyserede vi turen lidt hen over en pizza. Vi
var enige om, at det havde været en forrygende god tur, en meget
intens naturoplevelse med den der interessante følelse af at være
meget lille midt i den store natur. Det havde dog været temmelig
meget af en stroppetur, vi havde vandret henholdsvis 12, 9 og 11
timer om dagen, men som research af området havde det været ok. Man
kunne fint arrangere vandreture for turister derop, men det skulle
gøres mere mageligt. Man kunne bruge fire eller fem dage i stedet
for tre til vores distance, og man kunne have æsler med til at bære
bagagen. Det ville straks gøre turen attraktiv for mange mennesker.
Man kunne også fortsætte østpå til Katse Dam, og så tage offentlig
transport hjem derfra. Der er flere muligheder for ruter, både
korte og lange, på Berea Plateau. Fremtiden rummer bestemt
muligheder, men det skal gribes rigtigt an.